Sprogpædagog med lyst til pædagogisk idræt til M-Husets Idrætsbørnehus
Brænder du for at kombinere leg, pædagogisk idræt og pædagogik i en vuggestue — og vil du være en del af et lille, tæt arbejdsfællesskab, hvor vi bruger hele kroppen og hele hjertet i hverdagen?
Vi arbejder med pædagogisk idræt – ikke som et ekstra krydderi, men som kernen i alt, hvad vi gør. Vi er en certificeret idrætsinstitution, og det betyder, at bevægelse og leg er en stor del af børnenes hverdag – dagen lang. Vi tror nemlig på, at børnene lærer gennem kroppen. Vi omdanner klassiske aktiviteter til bevægelsesaktiviteter, og vi triller, ruller, kravler, svinger og gynger så meget, som vi overhovedet kan.
Den pædagogiske idræt er gennemgående i hele vores hverdag, både i de planlagte aktiviteter, de pludseligt opståede lege og dagligdagens rutiner. Pædagogisk idræt danner dermed grundlag for vores dagligdag og fungerer som vores pædagogiske afsæt.
Vi arbejder med både high og low arousal. Det betyder, at børnene både får kendskab til, hvad det betyder at være forpustede og at have et højt energiniveau samt at være afslappede og rolige.
Hos os handler idræt aldrig om at konkurrere, men altid om at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Personalet er rollemodeller og deltager aktivt og entusiastisk i bevægelseslegene. Når vi fx leger kongens efterfølger på legepladsen, kravler personalet over træstubben, hopper over linen og ruller rundt på græsset sammen med børnene.
Sprogligt fyrtårn
Du skal være vores sproglige fyrtårn, som nyder at arbejde koncentreret med sprog og leg, hvor der er fokus på fonologiske læringsmiljøer i vuggestuen. Dette sker i tæt samarbejde med børnehavens sprogpædagog. Du skal have lyst til at vejlede kollegaer og guide dem i brugen af sprogtrappen og hele Ørestads overgangsmateriale. Du vil få oplæring i disse metoder. Vores klynge har et aktivt sprognetværk med stor grad af vidensdeling og sparring mellem sprogpædagoger.
Er det dig, vi mangler?
Vi leder efter dig, der får energi af at tumle med børnene, dig der tænker kreativt i legens verden og dig, der er nysgerrig på, hvordan pædagogisk idræt kan styrke børnefællesskaber. Du behøver ikke at have erfaring med pædagogisk idræt, da vi uddanner vores eget personale i samarbejde med DIF og VIA University College.
Vi forestiller os, at du
- er uddannet pædagog, gerne med erfaring fra 0-5 års området — men vigtigst af alt, at du har lyst til at lære, hvordan pædagogisk idræt kan omsættes til vuggestuehøjde
- er rolig og nærværende og kan være børnenes trygge base samtidig med, at du støtter dem i at blive selvhjulpne og mestre hverdagens rutiner
- deltager aktivt i vores faglige drøftelser og tager medansvar for fælles planlægning og aktiviteter på tværs af stuerne
- er fagligt nysgerrig på vuggestuebørns sproglige udvikling, sproglige læringsmiljøer
Hvad kan M-huset tilbyde dig?
Hos os har alle medarbejdere forberedelsestid, og det gælder selvfølgelig også dig. Du bliver en del af et hus med høj faglighed, stærkt kollegaskab, som prioriterer nærhed, opbakning og fælles udvikling.
Vi er et velfungerende hus med et godt arbejdsmiljø, lavt sygefravær og høj trivsel, og vores pædagogiske tilsyn vidner om høj faglig kvalitet.
Du får en erfaren personalegruppe som sparringspartner, og du er ikke overladt til dig selv. Vi sørger for tryghed omkring opgaven og støtter dig i overgangen til nye opgaver. Vi sørger for, at du får en god opstart – ikke kun i den første uge, men så længe det tager, før du føler dig ordentligt klædt på.
Generelt om M-huset
Vi ligger oprindeligt på Ørestads Boulevard i Ørestad City omgivet af bypark, Amager Fælled, vand og metro. Vores vuggestue har 36 børn i en farverig institution med runde vægge og skummoduler, der indbyder til leg og bevægelse. Udenfor har vi en skøn sansehave på legepladsen, hvor børnene elsker at gå på opdagelse. Vi har netop startet en udflytterbørnehave i Dragør, som vil have en fuld gruppe ved årets udgang.
Genhusning
Vi er p.t. genhuset på Følfodvej 118, København S i en ældre institution med en god planløsning, da M-Husets bygning er under facaderenovering. Vi forventer at være retur i Ørestad i december 2026. Vi er en del af Amager Klynge I, som arbejder med det fælles fokus: ”Her leves det gode børneliv”.
Læs mere om pædagogisk idræt og vores certificering hos M-Husets Idrætsbørnehus
Er du klar til at bringe din faglighed i spil, bevæge dig sammen med børnene og blive en del af vores aktive arbejdsfællesskab? Så vil vi glæde os til at høre fra dig.
Ansættelsesforhold
I København får du en bedre løn som uddannet pædagog end i de fleste kommuner. Læs mere på Hvad tjener en pædagog i Københavns Kommune? | Københavns Kommune.
Læs om medarbejderfordele her.
Alle fastansatte i Amager Klynge I har mulighed for at benytte Falck Healthcare. Falck Healthcare har et team af: fysioterapeuter, kiropraktorer, massører, akupunktører, zoneterapeuter, og de tilbyder også sundhedstjek.
Stillingen er på 37 timer om ugen og med start den 1. maj 2026 eller snarest muligt.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi to referencer samt børne- og straffeattest.
Yderligere oplysninger
Er du klar til en aktiv hverdag i skønne omgivelser? Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker en rundvisning i M-Huset, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Thomas Sahl Kellberg på 40 11 50 03 eller R28J@kk.dk.
Husk at vedhæfte dit CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at møde dig.
Søg via linket senest mandag den 9. marts 2026