Socialfaglig koordinator til udvikling og trivsel for udsatte unge hos VIFU Forebyg

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du ligesom os for at gøre en forskel for socialt udsatte unge? Bliver du glad ved at bidrage til en meningsfyldt dagligdag for unge udsatte i samarbejde med fagligt engagerede kollegaer i et levende arbejdsmiljø med plads til humor? Finder du samtidig arbejdsglæde ved fleksibel og selvstændig tilrettelæggelse af opgaver?

Så er det dig, vi søger.

Om os
Hos VIFU Forebyg hjælper vi nogle af de mest udsatte unge i København. De er mellem 12 og 18 år. De kæmper med stofmisbrug, psykiske og fysiske lidelse, svigt og udfordringer i deres nære sociale relationer til forældre og primære omsorgspersoner, vanskelig skolegang og uhensigtsmæssige sociale relationer. De unge er sårbare og let påvirkelige.

Hverdagen på VIFU Forebyg byder på sjove indfald og positive oplevelser med de unge blandet med deres til tider uforudsigelige adfærd. Vi er glade for at spille hinanden gode og glædes ved at udvikle faglighed og kompetencer. 

Hos VIFU Forebyg fokuserer vi på at hjælpe de unge med at få struktur i hverdagen gennem uddannelse, job, sundhed og et aktivt fritidsliv. Vi specialiserer os i at gøre vores unge forberedte til at kunne klare sig selv og giver dem redskaber og metoder, der kan sikre dem et velfungerende og selvstændigt. Vi arbejder narrativt og mentaliseringsbaseret med identitetsopbyggende processer for vores unge og deres familier.                    

Om jobbet
Stillingen er hos VIFU Forebyg, og du kommer til at arbejde både på støtteopholds- og anbringelsesafdelingen, hvor vi har fem unge anbragt. Vi arbejder forebyggende med tilbud om en hurtig, fleksibel og målrettet indsats til unge og deres familier. Indsatsen består af kontaktperson, familiebehandling og ventilplads i meningsfyldte kombinationer. Vi arbejder for at forebygge anbringelse og sikre udvikling og trivsel ved at skabe stabilitet. Det gør vi ved at tage udgangspunkt i de problemstillinger, familien og den unge står i her og nu.

Dine opgaver vil blandt andet være

  • dagligt samarbejde med familier, sagsbehandlere fra myndighed og andre samarbejdspartnere om de enkelte børnesager – du vil have opgaver i både vores anbringelses- og støtteopholdsafdeling 
  • tæt, koordinerende og tværfagligt samarbejde med ledelse og kollegaer på institutionen
  • løbende koordinering og dokumentation af behandlingsarbejdet og effekten af de indsatser, der iværksættes
  • ansvar for planlægning, facilitering og opfølgning på møder med familier og samarbejdspartnere hos myndighed
  • administrativt arbejde forbundet med kontraktudarbejdelse, magtanvendelser, ind- og udflytningsprocesser, brug og understøttelse af kommunens fagsystem DOMUS og diverse socialadministrative opgaver, som indgår i sagsstyringen
  • at holde møder med børnene for at sikre deres kendskab til deres handleplaner, deres anbringelsesgrundlag og deres rettigheder
  • at være mødeleder ved netværksmøder og lignende
  • at være central i visitationen med tovholder-funktion 

Om dig 
Vi lægger vægt på, at du

  • er uddannet socialrådgiver eller har en anden relevant socialfaglig baggrund
  • har motivation for og viden om behandlingsarbejdet med børn og familier med udsathed og psykiatriske vanskeligheder
  • er fagligt og administrativt dygtig – du kender lovgivningen på børne- og ungeområdet og er som sagsansvarlig god til at navigere i en stor organisation med mange samarbejdspartnere
  • har lyst til at være en aktiv del af børnenes og de unges behandling, herunder også ind i mellem være til stede om aftenen til fx børnemøder, vikarmøder og lignende, hvor du kan have relevante temaer på dagsordenen
  • er en dygtig formidler, både skriftligt og mundtligt – du skal samarbejde tæt med kollegaerne på institutionen og bidrage til at koordinere, dokumentere og følge op på, hvad der virker i behandlingen og hvorfor
  • er erfaren IT-bruger og har kørekort
  • er initiativrig og løsningsorienteret – og dygtig til at involvere børn, unge, familier samt samarbejdspartnere
  • har et godt overblik og bevarer roen når tingene går stærkt

Vi tilbyder

  • deltagelse på kurser (bl.a. kursus i narrative værksteder, kursus i DOMUS journalsystem og lovgivning)
  • mulighed for efteruddannelse
  • mulighed for løbende kurser, uddannelser og personlig udvikling
  • et selvstændigt job med stor indflydelse på tilrettelæggelse af egne opgaver
  • en dynamisk og udviklingsorienteret institution, som du skal være med til at præge
  • et tværfagligt samarbejde og fællesskab med socialrådgivere på andre institutioner
  • et spændende og alsidigt arbejde med en kompleks målgruppe

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse 1. april 2026 eller hurtigst muligt.

Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst for socialrådgivere. Lønnen fastsættes inden for rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelse vil der blive indhentet udvidet børne- og straffeattest.

Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.

Mere information
Du er velkommen til at kontakte tilbudsleder Bo Rasmussen på 29 60 51 85, hvis du har spørgsmål.

Læs mere om Udsatte og kriminalitetstruede unge | Udsatte unge (kk.dk) og VIFU Forebyg | Udsatte unge (kk.dk).

Søg via linket senest torsdag den 5. marts 2026
Vi forventer at afholde samtaler løbende. Vi glæder os til at høre fra dig.