Når jura møder virkelighed – bliv jurist i Beboerklagenævnet

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du for at arbejde med almen lejeret, og vil du være med til at løse konflikter mellem lejer og udlejere?
Så søg og bliv en del af en arbejdsplads, der vægter samarbejde og faglighed højt.

Vi tilbyder et stærkt juridisk miljø, hvor du kan styrke din juridiske profil og sparre med dygtige og engagerede kolleger i det daglige arbejde. Du kommer til at arbejde med et komplekst lovområde, som har betydning for mange menneskers liv og hverdag i de almene boliger i København. Du får et udfordrende, men balanceret arbejdsliv.

Om jobbet
Beboerklagenævnet har ansvaret for korrekt juridisk sagsbehandling af høj kvalitet, hvorfor vi lægger stor vægt på faglig sparring og løbende kompetenceudvikling. Vi tror på, at det er med til at holde os skarpe og opdaterede inden for relevante fagområder.

Din arbejdsdag byder på en mangfoldig opgaveportefølje, og din primære opgave bliver at forberede sager til Beboerklagenævnet. Arbejdet består i at udarbejde indstillinger i sager til nævnets møder, deltagelse i nævnsmøder og besigtigelser af lejemål, efterfølgende formulering af afgørelser samt løbende kontakt med lejere og udlejere i forbindelse med sagsbehandlingen. Du får ansvaret for dine egne sager og står for den løbende sagsbehandling fra start til slut.

Beboerklagenævnet behandler sager med højt konfliktniveau, hvilket du skal være indstillet på. Vi forventer derfor, at du har praktisk erfaring med behandling af husordenssager. Herudover ser vi gerne, at du har praktisk erfaring med beboerdemokrati og behandling af sager om fraflytningskrav og vedligeholdelsesmangler.

Er det dig?
Du er eller bliver snart uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. Du er proaktiv, og du kender til forvaltningsretlige regler.

Da vi har mange sager, opnår du succes i stillingen ved at arbejde selvstændigt, struktureret og prioritere dit arbejde. Det er vigtigt med et godt overblik, og at du overholder deadlines. Derudover har du en forståelse for balancen mellem kvalitet og produktivitet.

Du har gode samarbejdsevner, og du besidder den fleksibilitet og imødekommenhed, der er en forudsætning i en offentlig organisation, hvor lejere og udlejere er vores kunder. Du har gode analytiske og skriftlige formuleringsevner. Vi ser gerne, at du har kendskab til og gerne praktisk erfaring med de forvaltningsretlige regler om sagsbehandling. Det er en fordel, hvis du også har kendskab til eller praktisk erfaring med almenlejeloven.

Om Beboerklagenævnet
I Københavns Kommune er der ét beboerklagenævn. Nævnet består af en forperson og to medlemmer. Forpersonen er tidligere byretsdommer. Beboerklagenævnet træffer afgørelse i sager i almennyttigt byggeri, hvor lejer og udlejer er uenige. I nogle sagstyper skal lejemålet besigtiges, inden nævnet kan træffe afgørelse i sagen.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Vi indhenter reference i forbindelse med ansættelsen. Tiltrædelse efter nærmere aftale.

Yderligere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Jasmin Yamani 21 29 74 34.

Sammen med ansøgningen skal du uploade CV og karakterudskrift.

Søg via linket senest søndag den 8. marts 2026
Vi forventer at holde 1. samtaler onsdag den 11. marts.

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen 
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.