Erfaren pædagogmedhjælper til den lille, integrerede institution Sandslottet på Amager
Vores ønsker til dig
Du har erfaring med arbejdet i en daginstitution, og kender målgruppen 0-5-årige godt. Du indgår i team på din tilknyttede stue, men er også en del af husets øvrige team, og derfor indgår du i et stort samarbejde på tværs af huset. Vi forventer derfor også, at du har gode samarbejdsevner og er engageret i den daglige planlægning og udvikling. 'Bare' fordi du er medhjælper, skal du ikke stå for alle bleskift, tørre borde af og gøre alt det praktiske.
Vi forventer, at du er deltagende i kerneopgaven. Fx skal du to gange årligt udfylde TOPI på børnene på din stue, som du senere skal diskutere med dine stuekolleger. Det er en fordel, hvis du kender til de pædagogiske læreplaner, da dette er kernen i vores pædagogiske arbejde. Igennem disse definerer vi vores praksis og arbejder for hele tiden at leve op til de ting, vi siger, vi gør. Dette kræver et stort arbejde og hele tiden med stort fokus på vores praksis. Dermed er det forventningen, at du sammen med dine kolleger hele tiden bistår de faglige fyrtårn eller de sprogansvarlige i deres arbejde med de udviklingsprocesser, de sætter i gang med henblik på at forbedre vores praksis.
Vigtigst er dog, at du ønsker at arbejde med målgruppen og har lyst til at gør en forskel for børnene. Du ønsker at være med til at skabe de bedste forudsætninger for et godt børneliv, hvor børnene oplever dig som omsorgsgiver og tryghedsskabende. Du forstår, hvor altafgørende dette er, for at skabe et godt pædagogisk miljø, hvor børnene trives og udvikles.
Vi leder efter dig, som har gode relationskompetencer, da det er gennem de gode barn/voksenrelationer, at du bedst kan arbejde udviklende med børnene. Du formår at møde barnet netop dér, hvor dét er i dets udvikling og herudfra sammen med dine kolleger planlægge relevante pædagogiske aktiviteter, der omfavner både fællesskabets og det enkelte barns behov.
For at lykkes som Sandslottets pædagogmedhjælper, skal du være nysgerrig og have en undersøgende tilgang til vores praksis. Du skal bidrage til udviklingen af vores fælles faglighed og hjælpe med at implementere nye pædagogiske tiltag, så vi hele tiden gør arbejdet endnu bedre.
Vi tilbyder spændende opgaver, udvikling og ansvar
Stillingen som pædagogmedhjælper i Sandslottet giver muligheder for at udvikle din faglighed og være med til at sætte rammerne på din stue. Der er gode muligheder for at sætte dit eget præg på arbejdet, så du kan se dig selv som en aktiv del af Sandslottet.
Vi garanterer dig en arbejdsplads, der har gensidige forventninger til hinandens engagement, bidrag og deltagelse i den faglige udvikling – og vi forventer, at du har lyst til at udvikle på vores skønne lille hus sammen med os.
Som pædagogmedhjælper i Sandslottet skal du i øvrigt se dig selv som ansat i hele Sandslottet, og derfor er du en del af husets større fællesskab. Det betyder, at du vil opleve at skulle arbejde på tværs af vuggestuen og børnehaven. Eksempelvis ved overgangen fra vuggestue til børnehave. Her er samarbejdet afdelingerne imellem særligt vigtigt, for at det nye barn oplever en god overgang med kontinuitet, tryghed, og ikke mindst glæde ved at skulle starte i børnehaven.
Sandslottet – en lille institution med masser af muligheder
Vi er en institution af høj faglig kvalitet, hvilket vores seneste pædagogiske tilsyn netop bekræfter. Har opnåede vi 'vedligehold indsats' på tilsynets samtlige seks vurderingskriterier.
Vi er en lille, integreret institution med 80 børn i alderen 0-6 år, som fordeler sig på to børnehavegrupper og tre vuggestuegrupper. Vi bor i et nyt hus i dejlige omgivelser tæt ved Amager Strand, Lergravsparken, Kløvermarken, bibliotek og meget andet – og vi bruger gerne lokalområdets mange muligheder i vores dagligdag.
Hos os bliver du en del af et tæt og godt arbejdsfællesskab, der forstår vigtigheden af at indgå gode aftaler for samarbejdet – både i det helt lavpraktiske og når større ændringer sker i huset. Således evner vi at skabe gode forudsætninger for den høje trivsel, hvilket seneste trivselsundersøgelse (TU25) netop har vist, vi har – der er altafgørende for den gode dagligdag og arbejdsglæden.
At vi er et lille hus er kun befordrende for den tryghed, børnene oplever i Sandslottet, ligesom det har stor positiv betydning for det kollegiale sammenhold og faglige fællesskab, du vil opleve i huset. I Sandslottet er alles stemmer vigtige, og du får god mulighed for at sætte dit præg på huset, dagligdagen og dine egne arbejdsopgaver – for det skal være sjovt og udviklende at gå på arbejde.
Mad- og måltidspædagogik
I Sandslottet har vi et særligt fokus på maden og måltidet. Måltidet er en aktivitet i sig selv, hvor børnenes ret til udvikling og læring er toneangivende. Derfor fylder både samtalen, fællesskabet og selvhjulpenheden meget, når frokosten og eftermiddagsmaden serveres i Sandslottet. Derudover inddrager vi både vuggestue- og børnehavebørnne ugentligt i husets madlavning, hvor både pædagogisk- og køkkenpersonale forbereder og udfører aktiviteter med børnene som medskabere af maden, der serveres for resten af huset.
Udover at maden skal have en nærings- og mæthedsværdi, skal maden så meget mere i Sandslottet. Den skal stimulere flere sanser, og derfor taler vi meget med børnene om den mad, vi serverer. Duft, smag, konsistens, æstetik mv. er en del af vores samtaler med børnene omkring maden og måltidet. Dette er med til at skabe 'madmod', som vi oplever en stor grad af i vores børnehus.
Du kan læse om vores pædagogiske overvejelser omkring mad og måltidet i Sandslottet på Børne- og Ungdomsforvaltningens LinkedIn-profil her. Og er du nysgerrig på den mad, vi tilbyder vores børn, kan du besøge vores instagram-profil, hvor gode eksempler på vores varierede og inspirerende kost er illustreret. Du kan i øvrigt læse Sandslottets pædagogiske grundlag og læreplan her på vores hjemmeside, som du med fordel kan orientere dig i forud for din ansøgning og evt. samtale.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen er på 37 timer om ugen, og vi håber, du kan starte den 16. marts 2026 eller snarest herefter. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Vil du vide mere om stillingen?
Hvis du har spørgsmål til stillingen eller vil vide mere om Sandslottet, er du velkommen til at ringe til pædagogisk leder Ruben Lykkegaard på 23 71 33 80. Du kan også læse meget mere om Sandslottet på vores hjemmeside.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.
Vi glæder os til at læse din ansøgning.
Søg via linket senest søndag den 8. marts 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 11.